Foredrag
Myrer og mennesker
2 x 45 minutter (eller kortere)
Hør om myrernes forunderlige levevis og organisering i samfund med dronninger, slaver og statskup. Myrerne har tilmed “opfundet” landbrugsdrift og aktive solfangere. Og myrerne har tilpasset sig ekstreme forhold – f.eks. i kolonier under vand og i toppen af trækroner. Hør også om forskernes nyeste succes med at bruge myrer i skadedyrsbekæmpelse og derved erstatte sprøjtemidler – så f.eks. æble- og mangoplantager kan drives økologisk.
Foredraget tager udgangspunkt i Tænkepausen “Myrer” fra Aarhus Universitetsforlag, som har været indstillet til Læsernes Bogpris 2014.


Når små hjerner tænker stort
– naturens manual til selvledelse og kollektiv intelligens
60 minutter (eller kortere)
Hvordan bliver man verdensmester i samarbejde med en hjerne så lille, at man kan leve flere dage uden sit hoved? Og hvordan organiserer man en million medarbejdere uden en eneste leder? Mød myren og oplev naturens take på selvledelse, kollektiv intelligens og decentrale beslutninger. Og hør hvordan det har inspireret virksomheder til nulledelse.
Din Ubegribelige Have
– spyt, kyskhed og plastikposer
2 x 45 minutter (eller kortere)
I din have findes der myg der danser til de dør. Bier der laver plastikposer deres børn bor i. Og skøjteløbere der surfer på bølger de har spyttet sig til. Sommerfuglene sætter kyskhedsbælter på hinanden. Og så er der dyret der bliver født som voksen efter først at have parret sig med sine søskende i kroppen på deres mor.
Dyrene er ikke bare fascinerende. De hjælper mennesker. Fx hvepse der viser hjerneforskere, hvordan man reparerer en hjerne, eller spyfluer der afslører en morder.
Hør om de små dyrs ubegribelige liv. Se hvordan de ser ud. Og se din have med nye øjne. Din have bliver aldrig den samme igen!

Din Ubegribelige Have II
– snyd, silke og sugekopper
2 x 45 minutter (eller kortere)
Kender du din have? Oplev dyr der dyrker sex med sugekopper og dyr der bruger snydegaver, når de går på date med døden. Hør hvordan det er lykkedes mennesker at malke én million edderkopper, for at væve en smuk kappe i edderkoppesilke. Og få at vide hvilket køn dyrene selv foretrækker, hvis de får lov at vælge. Din have er et laboratorium proppet med fascinerende biologi.


Skræddersy et foredrag
Ønsker du et bestemt fokus eller længde på et foredrag så skriv eller ring og hør nærmere.